Dette indlæg skrev jeg til min hjemmeside for mere end et år siden, og jeg kunne derfor sagtens vælge ikke at bringe det nu, hvor siden endelig er online. Men det var et stort skridt for mig i processen med at acceptere og holde af min krop. Derfor kommer det med.

Hvorfor først nu? Teknikken har drillet og tiden har arbejdet imod mig med at få min hjemmeside op og køre. Men nu kører den, og du er meget velkommen til at læse med. Er det dit første besøg på siden, kan du med fordel læse lidt om mig – og om denne side/blog. Det kan du gøre her.

_______________________________________________________________

Netop hjemvendt fra en uges ferie på Rhodos. Pool, strand og afslapning – det er hvad sådan en uge byder på. Det var min første ferie i bikini. Bikini på i poolen, bikini på i havet, bikini på i poolbaren og bikini på, på solsengen. En hel ny verden for mig. Og en aldeles grænseoverskridende verden at træde ud i.

For mange kvinder – uanset form, farve, størrelse – er ferietid = bikinitid. Jeg har altid været lidt misundelig på dem. Især på dem, hvor kroppen måske ikke ligner idealer for bikinimodeller. Det så helt naturligt og rigtigt ud for dem.

Men ikke for mig. Det skulle jeg alligevel ikke nyde noget af.

Sidste sommer købte jeg mig en bikini. Heldigvis var den danske sommer ikke rigtig en bikinisommer, så jeg slap for at have den ret meget på.

For denne sommer har jeg planlagt to ferier i solen, og jeg har ikke længere en badedragt, som jeg kan passe, som jeg kan snige med i kufferten, så der er ingen vej udenom. Ferietid = bikinitid. Også for mig.

Måske ikke helt så ringe endda

En uge med sol, badning og afslapning er i forvejen en udfordring for mig. Det kræver hårdt arbejde og sikkert mange års praksis at lære at slappe helt af. Det lykkedes ikke helt for mig at bare nyde at holde ferie og slappe af. Men jeg har øvet mig. Faktisk blev det at slappe af en væsentligt større udfordring for mig end at bære bikini.

Det havde jeg ikke lige forventet.

Fra første dag ved poolen spekulerede jeg ikke ét eneste øjeblik over, hvordan jeg så ud i bikinien. Jeg gik bare rundt, eller lå, eller badede. Jeg brugte mere tid på at spekulere over, om jeg mon snart var blevet brun nok til, at jeg kunne tillade mig at slå parasollen op eller rykke ind i skyggen. 

De eneste tidspunkter, hvor jeg tænkte over bikinien, var når jeg tonsede løs efter en bold i poolen, afprøvede mine synkronsvømningstalenter med hovedet nedad eller kastede mig rundt i bølgerne. Det handlede ikke om, hvordan jeg så ud i bikinien, men helt praktisk om den fortsat var på og dækkede det, den skulle, når jeg atter stod på med begge ben på bunden.

Det gjorde den. For det meste!

Min krop lever på ingen måde op til nogen idealer for kroppe (i bikini eller ej). Der er lidt for mange ubestemmelige former, der er ikke meget symmetri, og så bliver den faktisk ikke særligt solbrun. Men det er min krop, og jeg er ved at vænne mig til den.

Efter at have været i den krop i snart 40 år, så er det måske lidt sent at begynde at vænne mig til den. Men min krop har ikke set sådan ud altid. Efter at have været svært overvægtig i mange år, så har jeg de seneste år tabt mig mange kilo. Jeg har fået en helt ny krop! Og den kræver lidt tilvænning,

Og måske er min krop slet ikke så ringe at være i, i bikini. Til jer, der har læst Papmaché Reglen af Hella Joof, vil forstå, hvad jeg mener, når jeg skriver, at min krop i bikini får glimmer på – og ryger op på kaminhylden.

Har du lyst til at vide mere om mig og min vej til at få den krop, jeg nu netop har været på ferie – iført bikini i – så er du velkommen til at følge mig her på siden.