Ja, jeg kunne i hvert fald.
I september 2015 meldte jeg mig ind i Fysiq, fordi de havde et livstilshold, jeg ville på. Nu her mere end 4 år, 60kg og 220 cm senere har jeg meldt mig ud, og det har været en rigtig svær beslutning, men en nødvendig beslutning.
Jeg gik ind i Fysiq, svært overvægtig, uden træningsvaner (og træningsglæde) og med en hel overordnet tarvelig varetagelse af min krop. I dag er jeg et helt andet sted. Jeg har tabt mig – uden at være blevet slank (bliver det nok aldrig), jeg har et sundt forhold til mad – uden at være fanatisk (bliver det helt sikkert aldrig), og jeg elsker at træne – uden at gøre det dagligt (og kommer heller aldrig til det). Jeg trives! Jeg, min krop og mit sind er sundere på alle parametre. Jeg kan knapt nok huske, hvordan det var at være Nanna for 4 år siden. Det er lige præcis derfor, der løb tårer ned ad mine kinder, da jeg meldte mig ud.
Men en hverdag med Sigurd og inden længe arbejde, gør det ikke muligt at træne med de hold, som jeg er så glad for at træne på. Jeg skal derfor træne mere selv, og skal det lykkes for mig i et tilfredstillende omfang og være foreneligt med at være arbejdende solomor, så skal det være nemt. Derfor dur det ikke med for meget transporttid.
Et træningsmedlemsskab skal bruges
Det havde været trygt og hyggeligt at blive i Fysiq – og så lejlighedsvis komme på besøg. Men jeg vil ikke være en af dem, der betaler til et fitnessmedlemsskab, jeg ikke bruger. Jeg synes ikke, jeg er nærrig (selvom jeg er jyde), men jeg ved, at så længe jeg er medlem i Fysiq, kommer jeg ikke i gang andre steder.
Træning giver mig så meget glæde, og det vil jeg prioritere væsentligt højere end så meget andet i min hverdag. Et “gæstemedlemsskab” giver ikke rigtig noget værdi for mig. Så nu overvejer jeg at flytte til et andet center lige ved siden af min kommende arbejdsplads, eller udnytte den mulighed jeg får for at træne på mit arbejde. Det må jeg gøre op med mig selv den kommende tid. Det giver i hvert fald ingen mening at melde mig ind et nyt sted, hvis jeg heller ikke kommer til at træne der.
Træne selv efter et program
Det har taget lang tid (og en del indkøb af udstyr, som er blevet godt støvet) – men nu er jeg kommet i gang med at træne herhjemme 🙂
8 simple øvelser, hver anden dag. Det lyder nemt og ret overskueligt, ik? Alligevel skulle der en aftale og udlevering af et program til, før jeg kom i gang. Men i gang er jeg. Og det er en supergod øvelse for mig, til jeg skal i gang med “rigtig træning” i et center igen. Til det formål har jeg også sikret mig, at jeg får lavet træningsprogrammer. For på trods af al den viden, jeg har om træning, så er jeg bare ikke typen, der går ind i et fitnesscenter og lige wupti, wupti kommer et træningsprogram igennem effektivt og motiveret.
Er du heller ikke den type? Så find nogen der vil hjælpe dig med træning – og drop de medlemsskaber, du alligevel ikke får brugt. De er en dræber for motivationen og giver på ingen måde værdi.
God dag – og god træning/Nanna